"Hadsten Håndbold er unik"

12. maj 2020 14:37 , af Simon Olsen

21-årige Stine Schmidt fortsætter i den blå-orange spilletrøje i den kommende sæson. Venstre backen, med det store potentiale, har taget hele klubben med storm, via hendes evigt gode humør og lyst til at give videre til ungdomsmedlemmerne, tager også sin 3. sæson som senior i Hadsten Håndbold. 

Det er blandt andet på grund af den helt særlige stemning i klubben.
”Jeg er igen at finde i Hadsten trøjen i næste sæson, da jeg er blevet rigtig glad for klubben og for alt hvad den står for. Det der gør klubben unik, er uden tvivl måden hvorpå alle kender hinanden, lige fra Trille Trolle og op til de ældste. Jeg er utrolig glad for at kunne være en del af dette helt særlige fællesskab og sammenhold der er i Hadsten Håndbold”, udtaler Stine.
”Spillemæssigt føler jeg at jeg er i gang med en proces hvor det handler om udvikling, og den udvikling er jeg slet ikke færdig med endnu. Jeg har stor tro på at menneskerne omkring og på holdet kan være med til at udvikle mig yderligere. Desværre fik vi afsluttet sæsonen ret brat og nåede aldrig helt op i tempo, så jeg glæder mig til at vise alle i den kommende sæson hvad vi står for”, fortæller backen.

Cheftræneren mener også der er langt mere gemt i Stine, og glæder sig til at få det ført frem på banen i næste sæson.
”Stine har i løbet af sæsonen vist flotte eksempler på, hvad hendes spidskompetencer på skuddet kan. Men Stine har mere i værktøjskassen, som jeg glæder mig til at udvikle på. Hun har en rigtig god fysik, som også gør hende til en spændende forsvarsspiller. Ligesom hun har en høj træningsmentalitet, og samtidig har et humør og en mentalitet generelt, som er vigtig for truppen”, udtaler Mathias.

Stine glæder sig til den kommende sæson, hvor hun mener holdet vil vise meget mere end den foregående sæson.
”I og med, at vi bliver et hold som kender hinanden ud og ind, har jeg en stor forventning til, at vi spillemæssigt er bedre forberedt til den kommende sæson. Derfor har jeg også en stor tro på, at vi sammen ender noget bedre end den foregående sæson. Det kræver hårdt arbejde, hvilket jeg glæder mig meget til at komme i gang med. Ligesom jeg glæder mig virkelig meget til at se holdkammeraterne igen, men også alle menneskene i og omkring klubben igen”, slutter Stine af.